Der findes et stort udvalg af forskellige former for espressobaserede kaffedrikke og mange af dem er i dag nogle af danskernes foretrukne former for kaffe. Det er for eksempel caffe latte, cappuccino og americano. Her kan du læse mere om de forskellige typer af kaffe med espresso, og hvordan du tilbereder dem.
I dag kan du ikke gå langt i en by, før du får øje på en cafe, der serverer en god kop kaffe. I de danske storbyer er kæder som Espresso House, Riccos og Starbucks at finde mange steder, mens også lokale cafeer serverer mange forskellige lækre kaffevarianter. Mange af dem fremstillet på espresso.
Som det kaffedrikkende folk, vi er, har vi danskere virkelig taget cafeernes store udvalg af kaffedrikke til os. Tidligere kunne du måske få en caffe latte, cappuccino og en iskaffe, men nu serverer de fleste steder også mere specielle espressobaserede kaffedrikke som cortado, macchiato, caffe lungo og mange andre. Ja, mange af cafeerne har baristaer, der har været på kursus i, hvordan de skal servere den allerbedste kop kaffe for dig.
Har du svært ved at navigere mellem de mange forskellige former for espressobaserede kaffedrikke, eller har du brug for inspiration til, hvordan du kan tilberede dem derhjemme, er du kommet til den rette side. Her kan du nemlig få masser af ideer til, hvordan du kan skabe den helt rette og lækre kaffedrik, der kan nydes både morgen, middag og aften.
Espressoens historie
De fleste ved, at espressoen stammer fra Italien, og der er da også noget uløseligt italiensk forbundet med at sidde og drikke den stærke kaffe af de små kopper. Har du brug for at blive ekstra kvikket op, kan du bede om at få en dobbelt espresso serveret.
Historien om espressoen starter angiveligt i italieneren Luigi Bezzeras kødmandsbutik i slutningen af 1800-tallet. Han var en travl mand, der ikke havde tid til at vente på, at hans kaffe blev tilberedt på traditionel vis. Derfor fandt han ud af, at han kunne tilberede den hurtigere, hvis den blev fremstillet under tryk. Hvad han ikke havde forudset var, at processen faktisk også ville gøre smagen mere intens og fyldig.
Det var dog først, da en anden italiener, Desiderio Pavoni, overtog patentet i starten af 1900-tallet, at espressomaskinen og dermed også drikken blev allemandseje både i og udenfor Italien.
Hvilke bønner skal jeg bruge til espresso?
Der er ikke tale om, at der er nogle bønner, der er bedre egnede til espresso end andre. Espresso handler om måden, du brygger kaffen på, ikke hvilke bønner du bruger. Du kan derfor både bruge robusta og arabica kaffe til espresso, så længe de er malet fint nok.
Nogle foretrækker en blanding af robusta og arabica, andre foretrækker 100 % arabica, da den er mildere i smagen og dermed giver en lidt rundere espresso.
Kaffedrikke med espresso
Espresso er grundingrediensen i en lang række forskellige former for kaffedrikke. Selve espressoen er en lille kop kaffe, der kan drikkes, som den er. Den ligner næsten et lille kaffeshot. Den kan dog også blandes op med sukker, mælk eller mælkeskum og blive til en lang række forskellige varianter.
Espresso bliver fremstillet af 7 gram malet kaffe, der under et tryk på 9 bar og med en gennemløbstid på 18-20 sekunder skaber en koncentreret kop kaffe. Hvor lang gennemløbstiden er, har stor betydning for, hvor bitter espressoen bliver. Det skal du derfor være særligt opmærksom på.
Cappuccino
Cappucinnoen er en af de mest populære espressobaserede kaffedrikke herhjemme. Den består af espresso, varm mælk og mælkeskum, hvilket giver en mildere og sødere smag end mange andre kaffevarianter med espresso.
Du kan nemt selv tilberede en kop cappuccino ved at tilsætte et shot espresso til omkring den dobbelte mængde mælk og derefter komme mælkeskum på toppen.
Der er stor uenighed om, hvordan det rigtige forhold mellem espresso og mælk er i en cappuccino. Nogle mener, at der skal være 1/3 espresso, 1/3 varm mælk og 1/3 mælkeskum. Andre, at der skal være 50 % espresso, 25 % mælk og 25 % skum. Der er dog intet, der er rigtigt og forkert, så eksperimenter dig frem til, hvad du bedst kan lide.
Når du er på cafe, skal du bestille en wet cappuccino, hvis du gerne vil have en med meget mælk, en dry cappuccino, hvis du gerne vil have en med meget skum, og en bone dry cappuccino, hvis du gerne vil have en kun med skum.
Cortado
Cortadoen stammer fra Spanien. Den er meget simpel for dig at tilberede derhjemme. Opskriften er simpelthen, at du tager lige så meget varmet mælk, som du har espresso. Derefter hælder du mælken i espressoen. Det bevarer kaffens crema på toppen, men er samtidig med til at mildne den bitterhed, som en espresso ellers kan have.
Caffe Latte
Caffe Latte er en anden af danskernes kaffefavoritter, når det kommer til at tage på cafe. Drikken har en blød smag, men er ikke lige så cremet som en cappuccino.
Vil du kaste dig ud i selv at tilberede caffe latte, skal du blande et shot espresso med tre gange så meget varm mælk. Mælken skal være omkring 65 grader varm.
Det mest almindelige er at hælde espressoen i en kop, hælde den varme mælk i, mens du holder skummet tilbage og så toppe den med en lille smule skum, når du har hældt mælken i. Det er sådan, du kan skabe latte art. Rigtige baristaer hælder dog typisk mælk og espresso i samtidig ved at hælde fra to forskellige kander fra hver sin side af koppen.
Americano
Americano minder på mange måder om en kop sort kaffe, som vi kender dem herhjemme fra Danmark. Du kan fremstille den selv ved at tage en kop espresso og tilføje 175 ml varmt vand. Når vandet bliver tilføjet til espressoen, nedbryder det dens crema og garvesyre, så den får en mere en rund smag. Derfor kan den heller ikke sammenlignes 100 % med en kop sort kaffe. Du kan tilføje mælk og sukker, hvis du ønsker.
Macchiato
Macchiato betyder plettet på italiensk, og denne drik har fået navnet, fordi espressoen bliver plettet af lidt mælkeskum. Når du tilbereder en hjemmelavet macchiato, skal du bare tilføje en teskefuld mælkeskum til et almindeligt shot espresso. Mælkeskummet gør drikken sødere, samtidig med at det bevarer kraften og syren fra espressoen.
Latte Macchiato
I denne drik er det selvfølgelig lige omvendt af en Macchiato: Her er det mælken, der bliver plettet af espressoen, hvilket giver en meget smuk drik.
Latte Macchiato indeholder det samme som en cappuccino, nemlig varm mælk og mælkeskum i samme forhold til espressoshottet. Forskellen er, at du skal hælde espressoen langsomt i, så du opnår den plettede effekt.
Risretto
En risretto er på mange måder en espresso, hvor du bare bruger mindre vand til at fremstille den. Du skal stampe bønnerne bedre sammen og kun bruge omkring ¾ så meget vand som til en espresso. Når bønnerne er hårdere stampede, bliver det sværere for vandet at trænge igennem. Det gør, at der kommer mere smag med, uden at drikken bliver bitter.
Det kan være lidt kompliceret selv at fremstille en god kop risretto, da det hurtigt bare kan blive til, at du bruger lidt ekstra tid på at fremstille en espresso. Tricket er dog, at vandet skal løbe igennem på 22 sekunder frem for 20, og at du bruger mindre vand generelt.
Caffe Lungo
Lungo betyder lang på italiensk, hvilket referer til tiden i dette tilfælde. Vandet skal nemlig have lov at løbe igennem i et minut, hvilket er mere end dobbelt så lang tid som med espressoen.
Opskriften på en lungo er meget simpel. Du skal bruge 45 ml vand, som så skal løbe igennem på mellem 45 og 60 sekunder. Når vandet er længere tid om at løbe igennem, vil der komme flere smagsnuancer med. Det gør, at lungoen er kraftigere end en almindelig espresso, men også at den er tyndere.
Flat White
Flat White er en australsk drik, der siden er blevet udbredt til resten af verden. Den minder meget om en cappuccino, men forskellen er, at du tilsætter fint mælkeskum til en espresso frem for at hælde espressoen i mælken, som du som regel gør med en cappuccino. Derudover er der mere kaffe end mælk i en Flat White i forhold til i en cappuccino.
Iskaffe
Har du brug for noget nedkølende er en iskaffe virkelig lækker og læskende. Du kan tilberede iskaffen på et utal af forskellige måder, hvilket er med til at gøre, at du kan blive ved med at forfine den og tilpasse den til den måde, som du godt kan lide at drikke din kaffe på.
En god opskrift på hjemmelavet iskaffe er:
- Rør espressoen sammen med sukker eller sirup. Du kan bruge den form for sukker og den form for sirup, som du ønsker.
- Kom derefter masser af isterninger i. Du behøver ikke at være bange for, at iskaffen bliver vandet, da isterningerne holder hinanden kolde.
- Derefter hælder du to dl mælk i glasset. Det må gerne være en sød mælk eller mælk pisket til mælkeskum, så bliver den ekstra lækker.
Iskaffe med is
Vil du lige skrue en tand op for lækkerheden eller måske bruge en iskaffe som dessert, kan du komme flødeis i den. Det er med til at gøre den endnu mere cremet og lækkert.
Opskriften er igen meget simpel. Du skal bruge:
- 0,5 dl espresso
- En kugle vaniljeis
- 1 dl mælk
- En teske sukker eller sirup
Du kommer det hele udover isterningerne i en blender og blender det, til det har en jævn konsistens. Derefter hælder du isterninger i et glas, som du hælder iskaffen udover.
Kaffetyper, der ikke er skabt af espresso, men som er gode alligevel
Der findes selvfølgelig også mange kaffedrikke, der ikke bliver fremstillet med espresso, men som er gode alligevel. Her er bare et udvalg af de mange varianter, som du har mulighed for at kaste dig over.
Pulverkaffe og filterkaffe
Pulverkaffe og filterkaffe er nok noget af det, som vi drikker allermest af her i Danmark. Det er kaffe, der er nemt at tilberede, og som du kan tilpasse den styrke og densitet, som du godt kan lide. Du kan komme mælk, fløde og sukker i efter behov.
Frappe / Frappuccino
Frappen har sin oprindelse i Grækenland, hvor den blev skabt i 1950’erne af en repræsentant fra Nescafe. Han blandede instantkaffe, vand, sukker og hældte det over isterninger. Dermed skabte han denne lækre og kølende drik, der ikke uden grund er blevet en af de absolut mest populære kaffedrikke i Grækenland og på Cypern.
Frappuccinoen er Starbucks videreudvikling af den populære frappe. Den består af kaffe, der er blendet sammen med isterninger og derefter toppet med flødeskum og for eksempel chokoladesovs eller karamelsovs.
Cafe au Lait
Café au Lauit svarer stort set til en caffe latte. Der er bare den vigtige forskel, at caffe latten bliver skabt med espresso, mens denne bliver tilberedt med almindelig kaffe. Du skal bruge tre gange så meget mælk, som du bruger kaffe, og der skal ikke mælkeskum i en cafe au lait.
Irish Coffee
Vil du gerne tilsætte alkohol til din kaffe, er der mange måder at gøre det på. Den mest brugte er dog at tilberede en Irish Coffee. Som navnet antyder, er den selvfølgelig opstået i Irland. Det skete i 1950’erne, hvor en gruppe trætte flypassagerer ventede på et forsinket fly, og kokken på lufthavnsrestauranten tilbød dem kaffe med whisky.
I dag er opskriften udbygget lidt, men er stadig meget simpel. Du skal bruge:
- 2-4 cl whisky
- 8-10 cl friskbrygget kaffe
- Flødeskum
- 1-2 tsk brun farin
Du starter med at varme glasset op ved at hælde varmt vand i det. Derefter hælder du whisky i og tilsætter kaffe og sukker. Rør rundt i drikken, til sukkeret er opløst. Hæld forsigtigt flødeskummet i. Det bedste er at hælde det over bagsiden af en ske, så det lægger sig på toppen af drikken.
Vigtigt at have til din espresso
Når du skal tilberede espresso, er det først og fremmest vigtigt, at du har en god kaffekværn og en god espressomaskine. Begge kan du få i mange forskellige prislejer, og det kommer selvfølgelig helt an på, hvor ambitiøs du er i forhold til din kaffe.
Går du meget op i din kaffe, kan du også vælge at have forskellige kopper til den, så den kan serveres på den rigtige måde. Caffe latte serveres i store, brede kopper, latte macchiato i glaskopper, så det er muligt at se den smukke effekt, mens espressoen i sig selv selvfølgelig skal serveres i de små kopper, som den er så berømt for.
Kaffekværn
Kværne til espresso er skabt, så de kan male kaffen meget fint. Et af grundelementerne i forhold til at fremstille en god kop espresso er selvfølgelig, at du maler kaffen helt fint og stamper den grundigt, inden du kommer den i maskinen. Dermed vil kaffen være lang nok tid om at løbe igennem, så den kan få al smagen med.
Kaffekværne til espresso kan typisk også bruges til filterkaffe og stempelkaffe, men du skal være opmærksom på, at der ikke altid er en opsamlingsbeholder med til kværnen.
Espressomaskine
En anden vigtig forudsætning for, at du kan få tilberedt en lækker kop espresso, er selvfølgelig en kaffemaskine, der er skabt til opgaven. Du kan få særlige espressomaskiner, der kan klare opgaven i løbet af ingen tid, så du ikke længere er nødt til at nøjes med filterkaffe.
Når du skal vælge en espressomaskine, er det vigtigt, at du overvejer, om du vil have en semiautomatisk, automatisk eller fuldautomatisk maskine.
Med den semiautomatiske har du mulighed for selv at påvirke processen. Den er altså for dig, der har en barista gemt i maven. Den automatiske har en kværn indbygget og klarer derfor både at kværne bønner og tilberede en lækker kop kaffe. Den fuldautomatiske har udover kværn og kaffemaskine også en mælkedispenser, så du for eksempel kan tilberede cappuccino og latte macchiato.
Espressokander
Drikker du ikke espresso så tit, eller vil du tilberede espressoen på en mere simpel måde, kan du købe en espressokande. Det er en lille kande, som du kan sætte direkte på komfuret. Du fylder det nederste kammer med vand og det mellemste kammer med malet kaffe.
Når vandet koger, vil det afgive damp, der til sidst tvinger det resterende vand gennem kaffen i det mellemste lag og op i den øverste del, hvor det samler sig som en lækker kop espresso klar til servering.
Kaffekapselmaskiner
Har du hverken lyst til at bøvle med espressomaskiner eller espressokander, er kaffekapselmaskiner de seneste år blevet meget populære. Der bruger du kaffekapsler eller kaffepuder til at fremstille din kaffe. Du kan dermed fremstille en lang række forskellige slags med maskinerne, blandt andet også espresso.
Et af de mest populære mærker inden for kaffekapselmaskiner er Nespresso. De er nogle af dem, der har det absolut største udvalg i forhold til forskellige varianter af espressobaseret kaffe.
Den rigtige kop til din espressokaffe eller cappuccino
Espresso serveres traditionelt i små kopper, der lige kan rumme den lille mængde kaffe, som bryggeformen giver. Drikker du meget espresso, er det derfor et must for dig at have den type af kopper, så du kan nyde kaffen på traditionel vis.
For hver espressobaseret kaffedrik, der findes, synes der at være en særlig form for kop, som du skal bruge til den. Derfor kan det kræve mange kopper, hvis du skal have til alle varianterne. I stedet er det en god ide, at du udvælger dem, der passer til de former for kaffe, som du godt kan lide at drikke.
Til cappuccino er det for eksempel relevant, at du vælger større runde kopper i porcelæn, der er gode til at holde på varmen. Derudover skal de også være gode at holde på, når de indeholder en varm væske.
Mælkeskummer er et must
Som du kunne læse i opskrifterne, er der en række af de forskellige former for kaffe, der kræver mælkeskum. Det kan du fremstille med en mælkeskummer. Der findes et utal af forskellige muligheder. Når du skal vælge en, kommer det helt an på, om du vil have en manuel eller en elektrisk mælkeskummer.
En manuel mælkeskummer er typisk en kande, som du hælder mælken i. I kanden er et stempel, som du fører op og ned, til mælken skummer. Vil du have varm mælk, kan du sætte kanden i mikroovnen.
En elektrisk mælkeskummer er typisk et lille hjul, der roterer, når du tænder for det. Du holder det ned i mælken og vil i løbet af ingen tid se, at den begynder at skumme.